22-01-2012 - Vigtigt - Nye regler for vaccination
Dansk Ride forbund indfører per 1. januar 2013 nye regler for vaccination. PHCDK har valgt at følge disse regler, hvilket betyder, at du som Paint ejer allerede nu bør planlægge vaccination af din hest, så den er korrekt vaccineret til showsæson 2013.

Reglerne gælder for de heste, som er basisvaccineret efter den 1. januar 2005. Heste, der er basisvaccineret før den 1. januar 2005, skal derimod ikke gennemgå en ny basisvaccination.
 
Basisvaccination

Den nye basisvaccination skal indeholde 3 vaccinationer i stedet for de nuværende 2 vaccinationer.

Indledningsvis skal hesten vaccineres 2 gange med 21-92 dages mellemrum.
 
Derefter skal hesten vaccineres med en 'booster' vaccination efter 5 måneder og inden 6 måneder og 21 dage efter den anden vaccination.
 
Nationale stævner - Årlig revaccination

Efter en korrekt basisvaccination, som beskrevet ovenfor, skal hesten minimum re-vaccineres 1 gang årligt, indenfor 367 dage.

Internationale stævner - Halvårlig revaccination

Hvis hesten skal starte internationale stævner, skal den senest være re-vaccineret indenfor 6 måneder og 21 dage ved ankomsten til stævnepladsen.

Bemærk - hesten må senest vaccineres 7 dage før ankomst til stævne


Summa summarum - tjek allerede nu, hvornår din hest er basisvaccinereret. Du skal i gang i løbet af i år, hvis din hest skal re-vaccineres og være klar til showsæson 2013.